Det har altid undret mig, hvorfor spiritualiteten har så trange kår i folkekirken. Da jeg studerede teologi blev denne undren bekræftet, da jeg i en artikel læste: ’Det er som om der i vores evangelisk-lutherske forkyndelse ikke er nogen vej at gå ad, så vi bliver stående bomstille i en monologisk tilsigelse.’ Og videre: ’Syndernes forladelse kommer til at betyde ophør af bevægelse i stedet for al bevægelses begyndelse’.

På Luthers tid frygtede man Guds dom og var tynget af kirkens krav. Da var budskabet om Guds nåde og frelse ved troen alene frisættende. Men i dag kan den monologiske tilsigelse virke som en spændetrøje og hindre muligheden for åndelig og menneskelig modning og vækst. Og være med til at skubbe mange søgende i andre retninger for at finde vejledning til det åndelige liv.

Jeg fandt også frem til skrifter af Luther, hvor han udfolder en bevægelse i troen. I en prædiken om ’Den dobbelte retfærdighed’ beskriver han, hvordan den tilregnede retfærdighed bør udfoldes i livet, så den troende faktisk bliver retfærdighed. Og i et andet skrift, at vi ”ikke skal blive stående ved de modtagne gaver (troen og nåden), men fuldstændigt forvandles i Kristus”. For Luther hang helliggørelsen uadskilleligt sammen med retfærdigg&osl

I fortællingen om fiskedrættet underviste Jesus skarerne fra en båd (Lukasevangeliet 5,1-11). Han måtte trække sig væk, for folk trængtes om ham, så de ikke kunne høre Guds Ord.

Hvis Jesus er ’for tæt på’, hvis vi omklamrer ham med vore forestillinger, dogmer og forventninger, kan vi ikke høre hvad han siger. For han taler fra en anden og højere bevidsthed. Guds tanker er højere end vores. Jesus må lægge ’lidt fra land’ – trække sig væk fra vores virkelighed og begrænsede forestillinger.

Jesus beder Simon Peter om lægge ud på dybet og kaste garnene ud til fangst. Han har slidt hele dagen uden resultat, men nu fyldes garnene til bristepunktet. For at Jesus kan give os del i sin fylde, må vi slippe alt vort eget og åbne hjertet. Som det udtrykkes i Salmebogens 147,9.

På hjertedybet vi fare ud
hvor timeligt ej kan bunde

 

Mester Eckehart og hjertets afsondrethed. *
Gud selv er afsondret og transcendent, uberørt af det jordiske. Vi må søge afsondretheden, have en frigjort ånd, et hjerte, der er fri for begær og binding til verden. Det minder om tomheden i buddhismen. Og om Sri Ramana Maharshi's (indisk guru) udsagn:- the state of being free from mental concepts is called 'dwellling in solitude'. (tilstanden af at væren, fri for begreber, kaldes at 'dvæle i e

Ofte hører man, også fra prædikestole, at pinsen er den højtid der er sværest at forstå og tale om. Som om vi forstår julens og påskens budskab!? At den almægtige og usynlige Gud i Jesus Kristus blev menneske og døde på et kors er et mysterium! Har vi mistet sansen for mysteriet?

Symboler siger mere end ord. Pinsedag i Bethlehemskirken daler der valmueblade ned over menigheden, mens vi synger ’kom Helligånd, kom brat! Gennembryd den mørke nat med Guds morgenrøde’. I prædiken blev sagt, at Ånden åbenbarer ”en flig af det, der ligger på Guds hjerte og skænker nåde til at give det videre”.

Vi kender ikke Åndens veje - den blæser som og hvorhen Gud vil. Men vi kender dens virkning. Som det udtrykkes i to bønner som bliver brugt i I Mesterens Lys. Se hele hengivelsesbønnen og discipelskabsbønnen

Ånden påvirker sjælene overalt – og vækker trangen til at tjene skabningen og arbejde for fred og retfærdighed i verden. Ånden v

Et centralt tema i fastetiden er Jesu magt over dæmonerne. Fristelsen i ørkenen slog tonen an – og forrige søndag handlede teksten om den urene ånd, der flakker hvileløst om i øde egne og vender tilbage til det hus, den er uddrevet fra. Da den finder det fejet og prydet, henter den syv andre dæmoner og flytter ind i ’sit’ hus. Læs Lukas 11,14-23.

Præsten påpegede, at der er en form for skjult dæmonisk aktivitet i samfundet, i takt med den øgede sekularisering. Dæmonerne opererer bag et velreguleret og tilsyneladende velfungerende samfund, der er fejet og prydet. Selv Gud søger man at fjerne – men når det transcendente glider ud af bevidstheden, er der ikke plads til noget højere end mennesket. Sandheden er, at det åndelige aldrig kan forsvinde, så sandt det er iboende i mennesket. Den manglende bevidsthed om det åndelige har tydelige konsekvenser i samfundet.

Et af tegnene er, at vi bliver mere u-menneskelige. Det viser sig blandt andet ved:

Selvtilstrækkelighed, at have nok i sig selv, manglende syn for andre. Konkurrence-mentaliteten berøver os vores menneskelighed.
Grådighed på bekostning af andre og miljøet, udnyttelse af jordens ressourcer. Det ses også ift til den økonomiske forvaltning.
Tonen blandt politikere, der nu duellerer og søger at nedgøre hinanden i stedet for at a

Igen bliver jeg inspireret af Eberhard Harbsmeiers refleksion i Ordet (KD den 26.januar). Her giver han biskop Peter Fischer Møller ret i, at de kristne ikke har patent på Gud – og tilføjer – heller ikke på Kristus. Han fortsætter: ‘Jeg vil endda mene, at konfessionel svævertsynethed og bonerthed er i direkte i strid med Kristus, der døde for alle mennesker’. Jeg bliver inspireret, ikke kun fordi det er velgørende at høre andre udtrykke det samme synspunkt som jeg, men også fordi jeg mener at det er et vigtigt budskab.

Mødet med oprigtige mennesker af anden livsanskuelse har altid anfægtet mig. Muslimen, som er hengiven i bøn og har et oprigtig ønske om at gøre Allah’s vilje. Inderen, som tilbeder Gud som Nådeslyset, og lever i selvhengivende tjeneste. Buddhisten, der stræber efter sindets renselse og at udvikle medfølelse. Sufien, som længes efter enhed med Gud. Den kristne, der elsker Jesus og tror på reinkarnation. Healeren, der ønsker at hjælpe andre. Den ikke troende, som elsker livet og gør mere godt end jeg selv.

Mødet med oprigtige mennesker anfægter min tro. I stedet for at stille spørgsmålstegn ved de andres tro, må jeg spørge mig selv om, hvad er essensen i min egen tro er. Hvad er tillært og hvad er kulturelt betinget? Selv kom jeg på et t

Nytårsaften faldt snakken på, hvordan der mon vil være i Himlen. En nævnte, at der ikke vil være sorg eller savn, så han ville ikke savne dem, der ikke ville være der. Han ville (åbenbart) være der selv, det var han sikker på. Men hvordan kan han vide, at der er nogen, der ikke er der?

Jeg fornemmer ofte en holdning af skråsikkerhed hos mennesker, der mener at have den rette tro. I modsætning til så mange andre, der ikke tror at Jesus er Guds Søn. Jeg er selv overbevist om, at Han er det, men er det afgørende, at man tror det? Jesus selv ønsker ikke at blive ophøjet og tilbedt, men inviterer til efterlevelse af hans bud. Han inviterer mennesker til at følge ham på den selvhengivende kærligheds vej.

Eberhard Harbsmeier (tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center) skrev om Jesu navn i ‘ordet’ i KD, at de værste fjender af Jesus ikke er dem, der ikke tror, men “dem, der påberåber sig ham, folk, der kalder sig kristne, men ikke er det”. Og videre at ugudelighed og ateisme kan være et nødråb, et råb efter Gud og ‘måske står en ærlig ateist Gud nærmere end en selvoptaget, from hykler’.

Det er jeg enig i, bortset fra, at vi ikke kan (be)dømme, hvem der er kristne eller ej. Jeg er også enig, når han skriver, at det at mennesker ve